Neurologisk fysioterapi
Neurologisk fysioterapi er en specialiseret form for fysioterapi, der retter sig mod mennesker med sygdomme eller skader i nervesystemet. Behandlingen tager udgangspunkt i neurologi og den viden, der findes om hjernens og nervesystemets funktion. Formålet er at støtte mennesker med neurologiske lidelser i at forbedre deres funktionsevne, styrke bevægelse og skabe størst mulig selvstændighed i dagligdagen.
Mange neurologiske sygdomme kan påvirke kroppens evne til at bevæge sig, koordinere bevægelser og holde balancen. Derfor spiller fysioterapi en central rolle i både genoptræning og vedligeholdelse af funktion. Gennem målrettet træning kan man forbedre gangfunktion, styrke musklerne og arbejde med bevægelighed og kondition. Samtidig kan en fysioterapeut hjælpe med at håndtere symptomer som spasticitet, nedsat koordination og udfordringer med balance.
Neurologisk fysioterapi bygger på evidensbaseret praksis og kliniske retningslinjer. Det betyder, at behandlingen tager udgangspunkt i den nyeste evidens og forskningsbaseret viden. Den fysioterapeutiske behandling tilpasses altid individuelt, så den matcher den enkeltes diagnose, ressourcer og mål.
Neurologisk fysioterapi hos Glud fysioterapi
Jeg har stor erfaring og viden fra det neurologiske speciale. Stort set hele mit arbejdsliv har jeg lavet undersøgelser og behandlet personer med skader på centralnervesystemet eller det perifere nervesystem. Blandt andet på Hammel Neurocenter hvor jeg arbejdede tæt sammen med specialister inden for neurologien fx neurologer.
Ofte vil du være udredt og have fået en diagnose af en læge når du kommer til mig på klinikken. Kendetegnet ved neurologiske sygedomme er at, de rammer forskelligt fra person til person og oplevede gener vil ændre sig løbende over tid. Derfor tager vi altid udgangspunkt i en grundig samtale og almindelig klinisk neurologisk undersøgelse, hvor vi vurderer dine funktioner, bevægelser og fysiske ressourcer.
Fysioterapi spiller en central rolle i behandling af neurologiske sygdomme. Jeg arbejder målrettet med at forbedre din funktion, styrke kroppen og skabe større sikkerhed i dine daglige aktiviteter. Dette gøres blandt andet via træning for styrke og stabilitet, balance og koordination, reduktion af smerter og forbedring af udholdenhed.
At leve med en neurologisk sygdom eller udfordringer i nervesystemet kan være overvældende. Hos mig er fokus at skabe tryghed og overblik – så du forstår din diagnose og dine oplevede gener. Jeg tager mig tid til at lytte, forstå dine behov og hjælpe dig trygt videre – uanset om du er i et tidligt forløb, under udredning, eller i gang med genoptræning.
Fysioterapi til neurologiske patienter
Mennesker med neurologiske sygdomme eller skader kan opleve forskellige former for funktionsnedsættelser. Det kan for eksempel være udfordringer med at gå, nedsat styrke, vanskeligheder med at koordinere bevægelser eller problemer med at holde balancen. Derfor er fysioterapi ofte en vigtig del af behandlingen og rehabiliteringen.
Neurologiske patienter kan blandt andet være diagnosticeret med apopleksi, parkinson, sklerose, cerebral parese eller have fået en hjerneskade efter traumer. Andre kan leve med en rygmarvsskade eller andre neurologiske lidelser, som påvirker bevægelighed og funktion.
I et fysioterapeutisk forløb arbejder fysioterapeuter med målrettede øvelser og træning, der kan forbedre kroppens bevægelse og funktion. Træningen kan bestå af gangtræning, styrketræning, træning af koordination og aktiviteter, der støtter dagligdagens funktioner. Den fysioterapeutiske intervention kan også indeholde manuelle behandlinger. Her kan fysioterapeuten benytte sine hænder til, for eksempel udspænding af muskler. Der kan også inddrages forskellig apparat behandlinger, for eksempel “neuro muskulær elstimulation”. Målet er at hjælpe patienter med at genvinde eller vedligeholde deres funktionsevne og dermed øge livskvalitet.
Et vigtigt element i behandlingen er også vejledning og inddragelse. Den enkelte person og eventuelle pårørende bliver inddraget i planlægningen af træningen, så indsatsen giver mening i forhold til dagligdag og behov.
Genoptræning efter neurologisk sygdom
Genoptræning spiller en central rolle for mennesker med neurologiske sygdomme eller skader. Efter en skade på nervesystemet har hjernen nemlig en evne til at omorganisere sig. Denne evne kaldes neuroplasticitet og er et vigtigt fundament for rehabilitering.
Træningen i neurologisk fysioterapi tager ofte udgangspunkt i neuroplastiske principper med fokus på gentagelser og funktionelle bevægelser. Et eksempel på dette er opgavespecifik træning efter neuroplastiske principper, hvor træningen tager udgangspunkt i konkrete aktiviteter fra hverdagen.
Opgavespecifik træning kan for eksempel være at øve gangfunktion, rejse-sætte-sig, bruge armen i daglige aktiviteter eller arbejde med balance. Den opgavespecifik tilgang betyder, at træningen bliver målrettet de funktioner, der er mest relevante for den enkelte.
Genoptræning kan foregå både individuelt og på hold. Holdtræning giver mulighed for socialt samvær og motivation, mens individuelt tilrettelagte forløb giver mulighed for en mere målrettet træningsindsats. I nogle tilfælde kan bassintræning også indgå i behandlingen, da vandets opdrift kan gøre det lettere at arbejde med bevægelse og balance.
Specialister i neurologisk fysioterapi
Behandling af neurologiske patienter kræver ofte en specialiseret tilgang. Jeg har mangeårig viden inden for neurologi og rehabilitering og arbejder aktivt med evidensbaserede metoder. Jeg deltager løbende i efteruddannelse, kurser og supervision for at holde mig opdateret.
Neurologisk fysioterapi har ikke kun til formål at forbedre kroppens funktioner, men også at skabe bedre muligheder for deltagelse i hverdagen. Gennem målrettet træning, vejledning og støtte kan mennesker med neurologiske sygdomme arbejde hen imod en mere aktiv og selvstændig hverdag.
